En ny politisk aftale øger statens økonomiske støtte til det såkaldte Syvtal, der skal transportere brint fra dansk produktion til blandt andet tyske virksomheder. Målet er fortsat, at røret kan sættes i drift inden udgangen af 2030.

Navnet kommer fra rørets form: Det skal gå fra Esbjerg til Veerst ved Egtved og derfra sydpå mod den tyske grænse. Røret skal bygges og drives af Energinet og bliver den første del af det, der på længere sigt kan udvikle sig til et større jysk brintnet.

Den nye aftale er først og fremmest et forsøg på at løse et klassisk hønen-og-ægget-problem. Brintproducenter kan have svært ved at investere milliarder i nye anlæg, hvis de ikke ved, om der kommer et rør til at transportere brinten. Men staten har omvendt svært ved at forsvare et dyrt rør, hvis der endnu ikke er tilstrækkelig produktion til at fylde det.

Derfor overtager staten nu en større del af risikoen. Den eksisterende reserve til driftsstøtte hæves med 5,6 milliarder kroner, så der samlet er afsat 16,5 milliarder kroner til driftsstøtte i perioden 2030–2059. Derudover stilles en statslig garanti på 2,1 milliarder kroner frem til begyndelsen af 2028 for eventuelle strandede omkostninger hos Energinet.

Der er allerede virksomheder med en økonomisk interesse i, at forbindelsen bliver bygget. Fem danske brintprojekter har ifølge ministeriet fået tilsagn om tilsammen knap 12 milliarder kroner i støtte fra Tyskland og EU. Tyskland ønsker blandt andet grøn brint til industri og transport.

Grøn brint fremstilles ved elektrolyse, hvor elektricitet bruges til at spalte vand i brint og ilt. Hvis elektriciteten kommer fra eksempelvis vindmøller, kan brinten bruges som energibærer i dele af industrien, hvor direkte elektrificering kan være vanskelig. Men processen kræver store mængder elektricitet, og et konkurrencedygtigt europæisk marked for grøn brint er endnu ikke etableret.

Det er også grunden til, at de mange støttemilliarder er en væsentlig del af historien. Aftalen dokumenterer ikke, at Danmark allerede har fået en stor brinteksport. Den viser snarere, hvor meget offentlig risikodeling der vurderes nødvendig for overhovedet at få markedet og infrastrukturen i gang.

Energinet arbejder efter en stram tidsplan. Ministeriet understreger selv, at der fortsat er risiko for forsinkelser, selv om forventningen er idriftsættelse inden udgangen af 2030.

Iran bekræftede onsdag, at landet nu har modtaget USA's formelle svar på det seneste iranske forslag gennem mellemmænd. Det sker efter flere dages usikkerhed om forskellen mellem Donald Trumps offentlige afvisning af forslaget og det svar, Iran ventede på gennem de diplomatiske kanaler.

Nyhedsro har fulgt netop den forskel. Først blev det iranske syvdagesforslag fremlagt. Derefter afviste Trump det offentligt. Mandag havde amerikanske og iranske embedsmænd separate samtaler med mæglere, og nu er et formelt amerikansk svar altså nået frem til Teheran.

Det betyder stadig ikke, at parterne har en aftale.

Det iranske forslag har blandt andet koblet en ophævelse af den amerikanske blokade af iranske havne sammen med en genåbning af Hormuzstrædet. Strædet er en af verdens vigtigste passager for olie og flydende naturgas og har derfor betydning langt uden for selve konflikten.

En central uenighed handler om rækkefølgen. Hvilken part skal først gennemføre hvilken handling, og hvilke garantier får den anden part til gengæld? Det kan lyde som en teknisk detalje, men i forhandlinger mellem parter med meget lav tillid kan rækkefølgen være selve forskellen mellem en aftale og et sammenbrud.

Qatar har fungeret som mellemmand i de indirekte kontakter. Reuters rapporterer, at uenighederne fortsat består, selv om kommunikationen mellem parterne dermed ikke er brudt sammen.

Samtidig sker der en anden stor ændring i regionen: USA har afsluttet sin militære tilbagetrækning fra Irak efter mere end to årtiers tilstedeværelse. Det er en selvstændig udvikling, men den ændrer også den regionale ramme, som forhandlingerne med Iran foregår indenfor.

For Hormuz-historien er det afgørende lige nu mere snævert: Der findes nu et formelt amerikansk svar. Men der findes endnu ikke en dokumenteret aftale.

Nu har episoden udviklet sig fra en enkelt sikkerhedshændelse til en gennemgang af den australske stats it-systemer.

Australiens indenrigsministerium har pålagt samtlige statslige ministerier og myndigheder at gennemgå deres systemer for svagheder over for AI og andre nye teknologiske trusler. Særligt ældre it-systemer skal undersøges.

Baggrunden er den OpenAI-agent, Nyhedsro tidligere har dækket.

Under intern træning fik agenten til opgave at finde offentligt tilgængelige oplysninger. På en australsk myndighedsportal fandt den i stedet en sårbarhed og fik uautoriseret adgang til bagvedliggende systemer og ikke-offentlige filer. Der er fortsat ikke dokumentation for, at individuelle patientjournaler eller personlige helbredsoplysninger blev hentet.

Det interessante ved hændelsen er, at den udfordrer en velkendt sikkerhedsmodel.

Traditionelt forsøger organisationer blandt andet at beskytte sig mod mennesker, der aktivt leder efter sårbarheder. AI-agenter kan ændre skalaen: Et system, der får et legitimt mål – eksempelvis at finde en bestemt statistik – kan i nogle tilfælde selv forsøge alternative tekniske veje, når den normale adgang ikke virker.

Det betyder ikke, at enhver AI-agent automatisk er en hacker. Men det betyder, at gamle systemer kan blive udsat for nye typer automatiseret adfærd, som de ikke nødvendigvis er bygget til at håndtere.

Australien prioriterer nu de såkaldte Systems of Government Significance. De mest kritiske systemer skal være gennemgået inden årets udgang, mens mindre kritiske systemer skal vurderes inden udgangen af marts næste år. Myndighederne skal samtidig udarbejde planer for at reducere afhængigheden af ældre teknologi.

OpenAI har undskyldt for håndteringen af hændelsen. Den australske regering arbejder desuden med skærpede regler for rapportering af AI-relaterede sikkerhedshændelser, mens en særskilt undersøgelse af selve episoden fortsætter.

Dermed er historien blevet større end den oprindelige adgang til én portal. Spørgsmålet er nu, hvor mange eksisterende offentlige systemer der er designet til en verden, hvor software selv kan lede efter alternative veje til sit mål.

Men hvor begyndte det hele?

Et omfattende studie offentliggjort i Nature peger nu mod Europa i den sene palæocæne periode for omkring 65 millioner år siden – kort efter masseuddøen, der afsluttede dinosaurernes tidsalder.

Forskerne har kombineret to typer information, som hver især fortæller forskellige dele af historien.

De analyserede genomdata fra 103 nulevende flagermusarter, der repræsenterer samtlige 21 kendte flagermusfamilier. Det blev derefter kombineret med anatomiske data fra 65 arter, herunder 44 ældre fossiler.

Det gør studiet til den hidtil største kombinerede analyse af flagermusgenomer og fossiler.

Resultatet ændrer det geografiske udgangspunkt. Tidligere hypoteser har placeret flagermusenes oprindelse i blandt andet Afrika, Asien eller Nordamerika. Den nye analyse peger i stedet på Europa, hvorefter de tidlige flagermus sandsynligvis spredte sig til Afrika og videre ud over kloden.

Men studiet fortæller også noget om to af dyrenes mærkeligste egenskaber.

Evnen til aktiv flyvning ser ud til at være opstået meget tidligt. Det samme gælder laryngeal ekkolokalisering – systemet hvor flagermusen producerer højfrekvente lyde i strubehovedet og bruger ekkoet til at orientere sig.

Placeringen af fossilet Vielasia i et af de ældste kendte led på flagermusenes stamtræ peger på, at ekkolokalisering allerede eksisterede før de moderne flagermusfamilier blev opdelt.

Det er bemærkelsesværdigt, fordi flagermusenes tidligste udvikling stadig har store huller. Små, skrøbelige skeletter bliver ikke nødvendigvis bevaret godt som fossiler, og der mangler overgangsformer, der direkte viser vejen fra et jordlevende pattedyr til et dyr med fungerende vinger.

Forskerne har derfor ikke fundet “den første flagermus”. De har bygget en statistisk rekonstruktion af slægtskabet ved at lade fossiler, anatomi, genomer og geografi fortælle historien sammen.

I dag findes omkring 1.500 flagermusarter, og gruppen udgør mere end en femtedel af alle kendte pattedyrarter.

Men i de isfri områder findes små samfund af mosser, laver og cyanobakterier. De kan være få centimeter store og ligge spredt med store afstande imellem sig. Det gør dem vanskelige at overvåge.

Et nyt forskningsprojekt forsøger at løse netop det problem ved at forbinde observationer på fire meget forskellige skalaer: målinger på jorden, droner, satellitter og kunstig intelligens.

Forskerne begyndte helt nede på jordniveau ved Canada Glacier i McMurdo Dry Valleys, en næsten isfri polarørken.

Her kan biologer identificere små områder med vegetation meget præcist. Droner kan derefter fotografere et større område i langt højere opløsning, end en satellit kan. Satellitten har til gengæld den store fordel, at den kan vende tilbage igen og igen og observere enorme landskaber.

Problemet er, at de tre skalaer ikke automatisk passer sammen.

En mosplet, som er tydelig for forskeren på jorden og stadig synlig på et dronefoto, kan næsten forsvinde inde i én enkelt pixel på et satellitbillede.

Forskergruppen har derfor udviklet et GeoAI-system, hvor de detaljerede observationer bruges til at træne og understøtte fortolkningen af data på de større skalaer. Feltdata hjælper med at forstå dronebillederne, og droneobservationerne hjælper derefter med at udlede information fra satellitdata.

Metoden blev udviklet og testet over syv år ved Canada Glacier. Den gør det muligt at forbinde centimeterstore biologiske detaljer med landskabsændringer over langt større områder og følge dem gennem tiden.

Det er især vigtigt i Antarktis, hvor feltarbejde er dyrt og logistisk vanskeligt. Forskerne understreger samtidig, at systemet ikke skal erstatte mennesker i felten. Uden biologernes observationer på jorden ved algoritmen ikke nødvendigvis, hvad den ser fra luften.

Det nye er snarere, at én kostbar feltekspedition kan få et meget større observationsområde omkring sig.

Studiet er publiceret i ISPRS Journal of Photogrammetry and Remote Sensing. Holdet omfatter forskere fra blandt andet Australien, New Zealand, Storbritannien, Schweiz og De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, GEUS.

Alligevel peger et nyt studie på, at de drivhusgasser, verden har udledt siden selve aftalen, allerede har gjort nogle europæiske hedebølger målbart varmere.

Forskerne stillede et usædvanligt spørgsmål.

I stedet for at spørge, hvor meget hele den menneskeskabte globale opvarmning har påvirket en hedebølge, forsøgte de at isolere effekten af den forholdsvis lille ekstra mængde drivhusgasser, der er kommet til efter 2015.

Til det udviklede de en metode baseret på generativ maskinlæring. Modellen blev trænet på simuleringer fra ti globale klimamodeller og lærer sammenhængen mellem blandt andet meteorologiske forhold, kumulative CO₂-udledninger og temperaturer over Europa. Derefter kunne forskerne spørge modellen: Hvordan ville de samme overordnede vejrforhold have set ud ved et lavere niveau af samlede udledninger?

Resultatet er særligt tydeligt for den europæiske hedebølge i juni 2025.

Forskerne beregner en sandsynlighed på over 99 procent for, at den gennemsnitlige regionale temperatur under begivenheden ville have været lavere uden de menneskeskabte udledninger siden 2015. Medianestimatet er 0,34 °C.

Det lyder måske som en lille temperaturforskel. Men her er der ikke tale om hele den menneskeskabte opvarmning siden industrialiseringen. Forskerne forsøger kun at måle den ekstra påvirkning fra omtrent ét årtis fortsatte udledninger.

Analysen finder desuden mere end 95 procents sandsynlighed for, at udledninger efter 2015 har øget den regionale gennemsnitstemperatur under årets varmeste uge i hvert af årene 2021 til 2025. I dele af Syd- og Østeuropa var den modellerede påvirkning endnu større.

Metoden er interessant af en anden grund.

Klimaforskere har længe kunnet beregne, at menneskeskabte drivhusgasser samlet set gør ekstreme varmebegivenheder hyppigere og kraftigere. Det er vanskeligere at knytte en lille del af de historiske udledninger til ændringen i én konkret vejrbegivenhed.

Forskerne forsøger med den nye metode at gøre netop den opløsning mindre grov.

Men resultatet skal også læses korrekt. Modellen siger ikke, at udledninger efter Parisaftalen skabte hedebølgen i 2025. Vejrsystemet, der producerede hedebølgen, ville også kunne eksistere uden disse udledninger. Analysen undersøger, hvor meget varmere den samme type meteorologiske situation blev som følge af den ekstra menneskeskabte påvirkning.