Forskerne har undersøgt en ændring af folkeskolens afgangsprøver fra 2016. Tidligere blev elevernes skriftlige prøver bedømt af både deres egen lærer og en ekstern censor. Efter reformen forsvandt læreren fra bedømmelsen, så opgaven i stedet blev vurderet af en censor, der ikke kendte eleven.

Det gav forskerne en usædvanlig mulighed for at sammenligne tusindvis af eksamensresultater før og efter ændringen.

I dansk skriftlig fremstilling faldt karakterforskellen mellem elever fra mere og mindre ressourcestærke familier med omkring 15–20 procent, da læreren ikke længere deltog i bedømmelsen.

Det betyder ikke nødvendigvis, at lærerne bevidst gav børn fra velstillede hjem bedre karakterer.

Forskerne finder en mere subtil forklaring: Læreren kendte allerede elevens faglige niveau.

En elev, som gennem længere tid havde præsteret godt, kunne derfor møde eksamen med et etableret fagligt omdømme. Når en censor kun ser den konkrete besvarelse, forsvinder den information.

Resultatet rejser dermed et interessant spørgsmål om, hvad en eksamen egentlig skal måle.

Hvis formålet er at bedømme præcis den præstation, eleven leverer den dag, kan en ukendt censor være en fordel. Hvis formålet derimod er at vurdere elevens samlede faglige niveau, kan lærerens kendskab også indeholde relevant information.

Den danske reform blev dermed noget, der ligner et stort naturligt eksperiment i, hvor meget vores forhåndsviden om et menneske påvirker den måde, vi vurderer vedkommendes arbejde på.

Naturstyrelsens igangværende klima-lavbundsprojekter omfatter nu omkring 34.000 hektar. Dermed begynder en del af Den Grønne Trepart, der ellers let bliver til abstrakte tal og politiske aftaler, at kunne tegnes direkte på Danmarkskortet.

Lavbundsjord er særlig interessant i klimaregnskabet, fordi jorden indeholder meget kulstof.

Når områderne drænes, kommer der ilt ned i jorden. Det organiske materiale nedbrydes, og noget af det kulstof, som tidligere lå bundet i jorden, ender i atmosfæren som drivhusgasser.

En af løsningerne er derfor næsten overraskende enkel: vandet skal tilbage.

Dræn kan afbrydes, grøfter lukkes og vandstanden hæves. Landbrugsproduktionen på arealet ophører eller ændres, mens nedbrydningen af den kulstofrige jord bremses.

Naturstyrelsen har nu indgået en fireårig rammeaftale med fire rådgivningsvirksomheder om arbejdet. Aftalen har en anslået værdi på 475 millioner kroner og kan maksimalt nå 745 millioner.

De 34.000 hektar svarer til mere end halvdelen af de 56.850 hektar lavbundsjord, Naturstyrelsen har fået til opgave at udtage.

Samtidig arbejdes der med kvælstofprojekter på foreløbig omkring 5.200 hektar. Her handler det blandt andet om at begrænse den mængde kvælstof, der ender i fjorde og kystvande.

Det interessante er derfor ikke kun antallet af hektar.

Hvis projekterne gennemføres, vil nogle områder ændre fysisk karakter. Marker kan blive til vådere enge, moser og naturområder. Vandløb kan få andre forløb, og arealer, der længe har været en del af landbrugsproduktionen, kan igen blive vådere landskaber.

Det er her, Den Grønne Trepart går fra forhandlingsbord til geografi.

USA's præsident Donald Trump sagde lørdag, at han har afvist det iranske forslag, som kunne have indledt en syvdages proces frem mod genåbning af strædet og en pause i kampene.

Det afklarer den væsentligste usikkerhed fra morgenens Nyhedsro. På det tidspunkt havde Wall Street Journal rapporteret om en amerikansk afvisning, mens Iran fortsat ventede på et officielt svar, og Reuters endnu ikke selv havde kunnet bekræfte oplysningen.

Nu har Trump selv bekræftet beslutningen.

Iran havde fremlagt forslaget gennem qatarske mæglere under FN's Generalforsamling i New York. Planen skulle sætte en syvdages proces i gang, hvor Hormuzstrædet kunne genåbnes, og kamphandlinger i regionen – også i Libanon – standses.

Til gengæld krævede Iran blandt andet, at USA ophævede blokaden af iranske havne, frigav indefrosne iranske midler og lempede sanktionerne mod landets olieeksport. Iran har samtidig fastholdt, at landet ikke vil opgive sine rettigheder på atomområdet, herunder uranberigelse.

Trump begrundede lørdag sin afvisning med, at han mener, Iran er under økonomisk pres og derfor har et akut behov for at få strædet åbnet.

Det betyder ikke nødvendigvis, at diplomatiske kontakter er ophørt. USA og Iran har de seneste dage kommunikeret gennem mæglere, og en amerikansk embedsmand havde tidligere beskrevet samtalerne som positive og konstruktive. Men den konkrete iranske syvdagesplan er altså blevet afvist.

Det gør udviklingen vigtig langt uden for regionen.

Hormuzstrædet er en af verdens vigtigste passager for olie og gas. Den syv måneder lange konflikt har allerede reduceret skibstrafikken gennem strædet markant og påvirket både energistrømme og verdensøkonomien.

Morgenens forsigtige mulighed for et hurtigt gennembrud er dermed blevet mindre. Det centrale spørgsmål er nu, om parterne kan ændre betingelserne og fortsætte forhandlingerne – eller om afvisningen bliver begyndelsen på endnu en periode uden diplomatisk fremdrift.

Det ses nu tydeligt i Kryvyj Rih.

Her har ArcelorMittal standset produktionen på Ukraines største stålværk efter fire russiske angreb på fem uger.

Virksomheden vurderer, at anlægget ikke længere kan drives sikkert og bæredygtigt under de nuværende forhold.

Værket er ikke en lille del af den ukrainske økonomi. Det producerede omkring 1,7 millioner ton stål i 2025 og beskæftiger omkring 12.500 mennesker samt cirka 3.500 kontraktansatte.

Stål har samtidig historisk været en af Ukraines vigtigste eksportvarer.

Når et stort industrianlæg stopper, er konsekvensen derfor ikke kun manglende stålproduktion. Det kan også betyde færre eksportindtægter, mistede arbejdspladser og lavere skatteindtægter.

Det viser en del af krigen, der er vanskeligere at se fra dag til dag.

Et land kan fortsat kontrollere en fabrik på landkortet, men hvis den igen og igen rammes, strømmen forsvinder eller medarbejderne ikke kan arbejde sikkert, kan dens økonomiske værdi alligevel blive sat ud af kraft.

Kryvyj Rih er samtidig et af Ukraines traditionelle industrielle centre og præsident Volodymyr Zelenskyjs hjemby.

Spørgsmålet er nu, hvor længe værket forbliver lukket – og hvor mange andre dele af Ukraines industrielle økonomi der kan holdes i gang under fortsatte angreb.

Men ikke alle store stjerner gør det.

Nogle kollapser i stedet videre og bliver til sorte huller – og præcis hvorfor den ene stjerne eksploderer, mens den anden forsvinder, er stadig et af astrofysikkens store problemer.

Nu peger forskning fra Niels Bohr Institutet på en mulig del af forklaringen: neutrinoer.

Neutrinoer er blandt naturens mærkeligste elementarpartikler. De har næsten ingen masse, ingen elektrisk ladning og bevæger sig gennem almindeligt stof næsten uden at reagere med det.

Milliarder af neutrinoer passerer gennem kroppen hele tiden uden at efterlade mærkbare spor.

Men inde i en kollapsende stjerne findes de i enorme mængder.

Forskerne fra Københavns Universitet har simuleret kollapset af 195 forskellige massive stjerner, fra ni til 120 gange Solens masse.

Her undersøgte de blandt andet en særlig egenskab ved neutrinoerne.

Neutrinoer findes i tre forskellige typer, som fysikerne kalder ”smage”, og partiklerne kan skifte mellem dem. Når forskerne lod denne såkaldte flavorkonvertering indgå i simuleringerne, ændrede det i flere tilfælde stjernens skæbne.

Effekten var særligt tydelig for stjerner mellem 16 og 30 gange Solens masse.

I nogle modeller kunne neutrinoernes opførsel være med til at afgøre, om kollapset vendte til en voldsom supernovaeksplosion – eller fortsatte mod dannelsen af et sort hul.

Det betyder ikke, at mysteriet nu er løst.

En virkelig stjerne er langt mere kompliceret end en computermodel, og forskerne argumenterer først og fremmest for, at neutrinoernes skift mellem typer bør tages alvorligt i fremtidige simuleringer.

Men hvis mekanismen viser sig at være vigtig i virkelige stjerner, kan den også hjælpe med at forklare et andet mysterium: hvorfor astronomer ser færre supernovaer, end nogle modeller har forudsagt.

Måske forsvinder flere store stjerner simpelthen næsten direkte ind i sorte huller.

Og der er en forbindelse helt tilbage til os selv.

Supernovaer er med til at sprede tunge grundstoffer ud i rummet. Det materiale kan senere blive en del af nye stjerner, planeter og i sidste ende levende organismer.

At forstå, hvorfor en stjerne eksploderer, er derfor også en lille del af historien om, hvordan universets stof endte med at blive til os.

Men bombardementet er ikke slut.

Et objekt på anslået 10–20 meter har ramt Månen og efterladt et helt nyt krater – og denne gang har NASA billeder af området både før og efter.

Krateret har fået navnet McGetchin.

Nedslaget fandt sted mellem april og maj 2024, men er blevet identificeret gennem billeder fra NASAs Lunar Reconnaissance Orbiter, som gennem mange år har fotograferet Månens overflade i høj opløsning.

Ved at sammenligne billeder taget på forskellige tidspunkter kan forskere bogstaveligt talt se, når noget nyt dukker op.

På Jorden ville et objekt af samme størrelse først skulle gennem atmosfæren. Her bliver mindre objekter bremset, opvarmet og ofte helt eller delvist brændt op.

Månen har næsten ingen atmosfære.

Et objekt, der kommer flyvende gennem rummet, kan derfor ramme overfladen med enorm hastighed og frigive sin bevægelsesenergi direkte i jorden.

Det er sådan, Månens karakteristiske kratere gennem milliarder af år er blevet dannet.

McGetchin er blot et meget nyt eksempel.

Det gør også observationen interessant af en anden grund. Månens overflade fungerer som et geologisk arkiv over Solsystemets historie, fordi vind, regn, vegetation og pladetektonik ikke løbende visker sporene væk, som de gør på Jorden.

Nu kan satellitter samtidig se arkivet blive skrevet videre.

Månen er gammel.

Men den er ikke færdig.